#78 Taknemmelighed [del 2]

51

NOTE:

Denne sex novelle kommer i 3 dele – her er 2/3.

 


 

Resten af turen foregik hændelsesløst, men han ankom en smule senere end han havde regnet med. Der stod ingen til at afhente eller tømme, så han koblede bare ladet af trucken og hentede dådyret ind ved siden af førersædet. Hun var faldet i søvn og vågnede ikke engang af at blive flyttet. Bevares, tænkte Leif. Han ville også have opbrugt ethvert mentalt overskud efter at være blevet ramt af en lastbil.

Turen hjem var heldigvis kort. Han holdt radioen slukket for ikke at vække det sovende dådyr, men den manglende lyd gjorde det endnu sværere at holde øjnene åbne. Han faldt næsten i søvn ved et tomt lyskryds, og måtte nive sig i kinderne flere gange for at holde sig vågen.

Huset var et velkomment syn da han endelig var fremme. Det var et lille toværelses med trævægge, og det havde  lignet et svensk fjeldsommerhus, hvis det ikke havde været for den enorme garage. Han kunne ikke bare lade trucken stå ude. I tilfælde af tyveri ville han ikke bare miste sin bil, men også sit levebrød. Garagedøren åbnede med et klik fra fjernbetjeningen i handskerummet. Dådyret vågnede desværre af lyden. Hun peb lidt og kiggede op på Leif.

”Ja, jeg ved det godt. Vi er inde om et øjeblik.” Han vidste ikke engang hvorfor han havde sagt noget, men hun nikkede og lagde hovedet på sædet igen. Havde hun forstået ham? Nej, det kunne ikke passe. Alt for lidt søvn. Leif parkerede trucken og steg ud. Han fandt en gammel rive frem og savede et stykke af skaftet. Han tjekkede længden mod bruddet og fandt den tilfredsstillende.

Derefter gik han ud i haven og plukkede mælkebøtter i det tidlige morgenlys. Regnen var aftaget, men han var stadig gennemblødt efter at have steget ud tidligere. Han låste sig ind i selve huset og tændte lyset – alting så ud som det plejede.

Efter at have skyllet mælkebøtterne lagde han dem i en porcelænsskål og hentede nogle lagner fra soveværelseskommoden. Sengen så uendeligt indbydende ud, men han tvang sig selv tilbage til garagen igen. Lagnerne indrettede han som en lille rede under værkstedsbordet, og skålen med mælkebøtter satte han ved siden af. Han huskede sig selv på at han hellere også måtte finde en vandskål. Efter en tur tilbage i huset for at hente vand og en rulle hampereb, bar han dådyret fra trucksædet og ned på lagnerne.

Han burde næsten give hende et navn? Ikke at han kunne komme i tanke om et der var godt. Hun var stadig vågen, men sagde ikke noget. Da han satte hende ned, begyndte hun straks at spise af mælkebøtterne. Han tog forsigtigt fat om det brækkede ben, og hun kiggede straks op på ham. ”Rolig, lille ven.

Jeg bliver nødt til at se det for at rette det ud.” Hendes ører lagde sig ned, og hun peb igen. Leif tog fat om benet med begge hænder og følte på skaden. Han var overrasket over at hun ikke prøvede at bide ham, men hun havde åbenbart gode instinkter nok til at vide at han var hendes bedste chance. Bruddet var rent, heldigvis.

Han ignorerede hendes klagelyde som han trak knoglen på plads. Da han kunne mærke at den sad som den skulle, tog han det afsavede stykke træskaft, og satte det langs med bruddet. Med hurtige bevægelser bandt han det godt fast med hamperebet og trak sig så væk. Hun peb stadig, men mindre højlydt, og efter lidt tid begyndte hun at spise af mælkebøtterne igen. Tilfreds med sit arbejde listede Leif ud af garagen igen. Han fik sit våde tøj af inde på soveværelset, men orkede ikke at hænge det til tørre. Han sov før han rørte puden.

En stråle af sollys var det første Leif så da han åbnede øjnene. Han kunne ikke huske hvad han havde drømt, og de første sekunder var han både i tvivl om hvilken dag det var, og hvordan han var endt i sin seng. Gårsdagens minder kom så småt tilbage til ham. Han satte sig brat op og missede med øjnene. Normalt prøvede Leif at stå op på et ordentligt tidspunkt, men med nattens hændelser havde han ikke engang fået sat sit vækkeur.

Han gik straks ned for at tjekke på dådyrets tilstand. Hun var sikkert død. Det var ikke meningen at man skulle holde vilde dyr indenfor. Hun var nok gået i panik og havde gnavet sig igennem rebet der holdt knoglen på plads, og derefter havde hun sikkert sat vægten direkte på benet, og ja, hun lå nok og var i smerte lige nu, måske endda døende. Leif kunne mærke at hans ben satte farten op. Han skulle bare have skudt hende, tænkte han. Så havde hun ikke behøvet at lide.

Døren til garagen blev næsten flået af sine hængsler, så travlt havde han med at komme ind. Han fumlede efter lyskontakten, som han ellers plejede at kunne finde på første forsøg, og med en summende opstartslyd tændte lysstofrørene i loftet sig, og alting blev synligt. Dådyret var ikke til at se nogen steder. Leifs blik flakkede søgende fra genstand til genstand. Madskålen var tom, og det så ud til at der var drukket af vandet han havde sat frem. Garagedøren var forsvarligt lukket, så hun kunne ikke være kommet ud der.

Han gik en runde rundt om lastbilen, og kom rundt til bagsiden af rummet. Haveredskaber stod hulter til bulter i et hjørne, og en gammel Porsche han havde prøvet at fikse for et par år siden lå gemt under et stort stykke tarp. Ved nærmere eftersyn lod det til at presenningen var hevet lidt til side, og man kunne se forenden af bilen med rustpletter og manglende lygter. Leif gik helt hen bag om bilen, hvor han fandt dådyrets impromptu rede. Hun lå gemt under presenningen, og det eneste der afslørede hende var et enkelt øre der stak ud.

Han fjernede forsigtigt plastiktæppet for at se hvordan det stod til med hende, men trådte forskrækket et skridt tilbage da han så hendes ansigt. En forvandling havde fundet sted i løbet af natten, og hvad der lå og sov i hans garage var ikke længere et vildt dyr. Hendes ansigt og krop var fuldstændig menneskelige. Hun havde en lille spids hage, høje kindben og indbydende fyldige læber. Hendes hår på hovedet var stadig kort, stridt og dådyragtigt, og to spidse ører tilhørte ligeledes hendes dyreskikkelse. De strittede lige opad og bevægede sig sporadisk mens hun slumrede.

Pelsen fortsatte ned langs ryggen og sluttede først lige over et par meget brede hofter, der på bedst mulig vis bestemt var fuldstændig menneskelige. Hendes ben fremstod hårløse, men hvor fødderne skulle have siddet, havde hun i stedet brede hove som så ud til at være vokset større så hun kunne gå på to ben i stedet for fire. Armene var pelsede, men ellers menneskelignende med fem fingre på hver hånd. Hun missede med øjnene, mens Leif stod fuldstændig betaget af hendes skønhed. Hun kiggede op på ham. Irisserne var så mørke at han næsten ikke kunne se forskel mellem dem og pupillerne. Det var som at se på to symmetriske måneformørkelser.

Hun smilede op til ham og vendte sig halvt om. Tænderne var en lille smule spidse, men smilet sendte stadig en varme gennem ham. Resten af hendes krop udfoldede sig foran ham. En lille stråle af sollys lagde sig omfavnende fra hendes ene kraveben til hendes navle. Hun var tynd på en måde så man svagt kunne ane mavemusklerne under huden, og hendes bryster var store og velformede. Hver af dem var nok en smule større end hendes hoved, men de sad samtidig højt og brystvorterne pegede pirrende lige frem.

”Du reddede mig.” Leif var lammet i øjeblikket og druknende i fortabelse af synet foran ham. Hans hjerne greb febrilsk ud efter tanker og svar, men den var ude af stand til at koble en eneste idé sammen med hans mundtøj. Hun satte sig på hug, og rejste sig forsigtigt op. Hun støttede sig kraftigt til sit gode ben, og vaklede et skridt frem mod ham før hun lagde sine hænder mod hans overarme for at holde balancen.

Lise Petersen
Lise Petersen
Hej! Velkommen til Eroti.dk. Vi elsker at blogge om romantik, dating og sexlegetøj. Vores anmeldelser, test og guides er skrevet af produkttestere og eksperter. Jeg håber du nyder vores indlæg. Skulle du have nogle spørgsmål er du mere end velkommen til at kontakte mig på: Kontakt@eroti.dk.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here